Dette må være en af Lisbeth Munch-Petersens sidste
værker, den er oplyst at være lavet i sommeren 1995.
Trods keramikerens høje alder udstråler vasen en
intensitet og styrke der lige til det sidste er utrolig
spændende.
Der er ingen vildskab, og ingen deforme udtryk.
Tværtimod er det meget rent og poetisk, for naturens
inspiration er ikke primitiv, nærmere et privilegium at
kunne formidle.
For os har Lisbeth Munch-Petersen været en af de
tidlige keramikere vi begyndte at interessere os for,
hvilket kan synes besynderligt når nuværende
fascination for keramikken er hos de unge og mere
eksperimenterende.
Nogle keramikere har dog uanset udtryk en kvalitet
og oprigtighed der er så ægte, at forbehold vil
afspore en muligheden for at se de oplevelser, der er så
mange af i keramikken. Lisbeth Munch-Petersen, var ikke
en sart primadonna, men en hårdtarbejdende kvinde der
netop ved at fastholde ærligheden blev så ganske
særlig for dansk keramik.
|
