Keramikeren Iben Vedel vil for mange være et nyt bekendtskab.
Det er der flere naturlige årsager til. For det første er hun
nyuddannet med afgang i juni 2006 fra Ecole d´Art, Belgien. Derudover
har Iben Vedel de seneste 9 år boet i primært Belgien, USA og Japan og bor i dag i Canada.
Af underviserne fra Ecole d´Art fremhæves særligt Patrick
Piccarelle og Sofi van Saltbommel. Piccarelle havde sit udgangspunkt i
det traditionelle hvorimod Saltbommel er en eksperimenterende
keramiker.
Spændingerne mellem to modsatrettede keramiske vinkler var meget
lærerigt og skabte gode muligheder for at danne sit
eget keramiske udtryk.
Efter afgangsudstillingen i 2006 i Belgien pakkede Iben
Vedel sammen og flyttede i november 2006 til Ontario, Canada
hvor hun i dag har sit værksted. At det siden er gået stærkt for
Iben Vedel vidner det faktum, at hun allerede nu er en anerkendt
keramiker i Canada, med repræsentation på et af landets førende
gallerier, Lafreniere & Pai Gallery i Ottawa, og har
derudover solgt værker til kunstsamlere i såvel Belgien som USA.
Vi ønsker med denne udstilling af give danske
keramikinteresserede et frisk og særdeles interessant keramisk
pust.
Da vi første gang fik kontakt med Iben Vedel i foråret 2007,
og så billeder af de spændende skulpturer, var vi næsten
overbeviste om, at der var noget galt. Det vi så var simpelthen
for godt til at være sandt. Siden har vi haft keramikken i
hænderne og kan nu kun med endnu større begejstring sige, at
billederne på ingen måde snyder, Iben Vedels keramik er
fantastisk.
|